Sådan gennemfører I kurser og videndeling

Det kræver stor respekt for den enkelte medarbejder, når I tilrettelægger kurser og videndeling om køreadfærd og sikkerhedskultur. De fleste er vant til selv at bestemme over deres egen kørsel, og har i mange tilfælde et positivt syn på deres egen måde at køre på. Derfor er det særligt vigtigt, at alle medarbejdere kan forstå og se formålet med kurserne og ikke føler sig kritiseret eller umyndiggjort.  Dette kan opnås bl.a. ved at fremhæve formålene og ved at sikre repræsentanter fra medarbejderne indflydelse på, hvilke kurser der sættes i gang, med hvilket indhold og efter hvilke metoder. 

En vigtig del af formålet med kurserne er skabe opmærksomhed og bevidsthed hos alle medarbejdere om betydningen af sikker kørsel. Det er derfor vigtigt på kurserne også at få fortalt de gode historier om sikker køreadfærd videre, så man kan lære af eksemplerne og samtidig opbygge en positiv kultur, hvor man er villig til at lære af hinanden og til at sige til og fra. En lærekultur til forskel fra en kritikkultur.

Videndeling om sikker kørsel kan f.eks. ske skriftligt via medarbejderblade, intranet, plakater og mundtligt på personalemøder, hvor eksemplerne på sikker kørsel bringes op sammen med episoder med skader og ulykker, så alle kan lære af hændelserne.

I det daglige kan videndelingen højnes ved, at nogle medarbejdere får en særlig rolle som mentorer eller observatører blandt kollegerne og har til opgave at give feedback i det daglige og drøfte arbejdsmiljø i dialog med kollegerne. Her er det igen vigtigt forinden at skabe et miljø, der befordrer åbenhed og villighed til at lære og at lære fra sig uden at kritisere. Nyansatte kan desuden med fordel have mulighed for at køre som "føl" hos en mere rutineret medarbejder.

Last Updated on Tuesday, 15 January 2013 20:35