Hvad har andre gjort?

Et stort dansk vagtfirma 

Vagtfirmaet har sat fokus på sikker kørsel via et udvalg under samarbejdsudvalget med repræsentanter fra hele firmaet, der rådgiver om indkøb af biler. Udvalget sikrer, at der kun indkøbes biler, der passer til opgaven og til medarbejderne. Bilerne prøvekøres forinden, så de passer til flest mulige, f.eks. også til høje bilister, og det testes, om der er plads til det nødvendige håndværksudstyr. De nye tjenestebiler er indrettet med kassetter og skuffereoler, så udstyr i bilen ikke vælter, og så alt opbevares i god orden. Bagagerummet kan bruges som arbejdsplads, f.eks. når alarmpatruljen skal tilskære en plade. 

Fordi tjenestebilen passer til arbejdsopgaverne, er medarbejderne glade for den og passer på den. Hvert vagthold har sin egen bil. Derfor føler medarbejderne et medansvar og holder øje med vedligeholdelse, og hvornår det er tid til serviceeftersyn. Der er indbyrdes selvjustits i kollegagruppen om vedligeholdelse, og de erfarne vægtere fungerer som mentorer for de yngre.

Der er indført en regel om, at man skal gå rundt om bilen og tjekke den ved starten af hver vagt. To gange om ugen har medarbejderne desuden afsat tid til tank og vask, hvor de samtidig tjekker dæktryk. 

Sektionsleder Kim Andersen siger: "Devisen er: Efterlad bilen, som du gerne selv vil have den. Sker det ikke, følger ledelsen hurtigt op og taler med medarbejderen om det fælles ansvar".

Nedsat hastighed og fokus på stress

Firmaet har også haft held med at sætte fokus på nedsat hastighed, og at medarbejderne kører mere forsigtigt end før. I dag er de ansatte opmærksomme på deres eget arbejdsmiljø og giver feedback til ledelsen om arbejdsmiljøet. Og vagtfirmaet bestræber sig på at have så mange ressourcer, at stress ikke forekommer. Vagterne er tilrettelagt med pauser og hviledage, så medarbejderne ikke bliver trætte under kørslen. De har af og til op til 12-timers vagter, men arbejder højst 14 dage om måneden. To gange årligt er der kontrol af, at medarbejderne har bevaret deres kørekort. Firmaet har vægt på god dialog og feedback mellem leder og medarbejdere.

"Vægteren ved, at hvis han af hensyn til trafik eller vejr bliver nødt til at overstige responstiden, vil lederen tage sig af evt. kritik og forklare situationen over for kunden. Der er firmamærke på bilen. Det tænkes der over, inden man overhaler," siger sektionsleder Kim Andersen.

Last Updated on Tuesday, 22 January 2013 16:23